Den tapre landsoldat fra slaget 6. juli 1849 med PTSD - Vestjyder.dk/minhistorieom

Jesper Jensen sidder på gårdens staldloftet i Borbjerg. Sådan har det været de seneste år, hver gang der kom nogen i gården.

Årsagen var, efter hvad der er fortalt i familien, at han som krigsveteran fra 1. slesvigkrig 1848-50, og led af de frygteligste traumer.

De var blevet forværret med årene, og nu nærmest gjorde ham "tosset" set med datidens øjne.

Han havde været med i slaget ved Fredericia 6. juli 1849, hvor den belejrede by ved list havde fået spredt fjendens tropper, så de kunne bryde ud, og derved var på vej som sejrherrer af krigen.

Jesper kom dermed i kategorien "Den tapre landsoldat".

Men, - han betalte prisen for denne hæder resten af livet.

Det samme gjorde hans hustru og børn, og videre til endnu en generation.

Det var oplevelserne ved dette slag, der blev ved at plage Jesper resten af livet.

Overleveringer siger, at han havde store problemer med den rædsel der fulgte, med at skulle bryde igennem fæstningen og efterfølgende at dræbe fjenden. Det var jo unge mænd på hans egen alder.

Han skulle efterfølgende hjælpe sårede til behandling på lazarettet. Her bistod han med amputationer, og det var jo uden bedøvelser af nogen art. Han har fortalt, at han blev ved med at kunne høre skrigene, når lægen savede et ben eller arm over.

Der var som sådan ikke nogen hæder til de hjemvendte soldater.

De danske soldater fik lov at vente længe.

De eneste der umiddelbart blev hædret de første mange år, var dem der fik en gravsten på kirkegården eller et mindesmærke ved en vejside.

Deltagerne i tre års krigen 1848-50 modtog ingen medaljer efter krigen, selvom de blev fejret som sejrherrer og landets jubel ingen ende ville tage.

Det var dog på tale de skulle have en medalje i 1850.

Ved Statsrådets møde den 28. januar 1851 besluttedes det, at der ikke skulle uddeles nogen hæder.

I 1872 var man imidlertid kommet frem til, at veteranerne fra de to Slesvigskrige skulle hædres, - det blev afvist af Kongen.

Men i 1875-76 fik man endelig bevilget penge til medaljerne.

Jesper modtog i 1876 den indstiftede erindringsmedalje, der kun blev givet til personer, som havde været tilknyttet afdelinger, der havde været på feltfod.

I 1898 fik han 50 års jubilæumsgaven på 100 kr. og i 1907 "Hædersgaven", der var på 100 kr. årligt resten af livet.

Han fik dog ikke megen gavn af den livsvarige hædersgave, da han døde mindre end et år efter den er bevilget.

De første år efter hjemkomsten fra krigen var han tjenestekarl på sognets gårde, men i 1855 købte han en af egnens bedste gårde og blev kort efter gift. Han fik syv børn med to hustruer. Den første døde efter 5. børnefødsler. Jesper Jensen døde i 1908.

Jeg begyndte med at fortælle, at det havde konsekvenser for Jespers hustru og efterkommere.

Det vi ved er, at hans datter, der var min oldemor, var meget psykisk sårbar.

Hun var født i 1859 som ældste datter. Igen er det overleveringer, men det hedder sig, at hun og moderen skulle tage sig af sin far når "særhederne" tog overhånd, og at hun efter moderens død, på det nærmeste havde sin far som et ukontrolleret barn.

Oldemor Marianne, blev gift med sognets smed. I vinteren 1914 blev hun mere og mere nedbrudt og døde fra sin mand og ti børn, hvor de to yngste endnu ikke konfirmeret.

Hendes yngste datter var præget af moderens sindstilstand, lige til sin død som 90-årig. Hun gav sin morfar, Jesper Jensen, skylden for familiens ulykke.