Gerda og Hans - Vestjyder.dk/minhistorieom

- kom ud at tjene om sommeren fra han var ti år, da skulle man jo ikke gå i skole mere end et par formiddage om ugen. Efter konfirmationen kom han ud af skolen og fik plads på forskellige gårde, og skiftede hvert år til 1. november.

Han skulle have mødt på Viborg kasserne som rekrut 1. november 1940, men pga. besættelsen kom han aldrig ind. Han fortsatte så med at tjene på gårdene til han var sidst i tyverne.

- derimod blev boende hjemme til efter konfirmationen, men gik ud og hjalp til hos bønderne i roehakkesæsonen og hvad der ellers var af løst arbejde på landet.

Efter konfirmationen kom hun også ud af skolen og fik i nogle år plads på gårdene, hvor hun hjalp med husholdningen. De sidste år inden hun blev gift, var hun stuepige på 'De Gamles Hjem' i Holstebro.

- da de var midt i tyverne, og var forlovede et par år. De ventede på at kunne købe et lille landbrug de kunne leve af.

Men det gik sådan, at Gerda blev gravid og de blev gift i god tid inden barnet blev født.

De fik et lille, meget lille, og fugtig kælderlejlighed inde i byen.

- fik arbejde på byens jernstøberi.

Arbejdet var hårdt og beskidt og lønnen var ikke stor, men dog sådan de kunne leve af den.

- derimod gik hjemme i den lille lejlighed og passede barnet, og der kom en mere året efter og året efter igen.

- var der blevet bygget flere nye boliger til udlejning igennem arbejdernes boligforening.

Gerda og Hans blev skrevet op til en af dem, og var heldig at kunne flytte ind i 1951.

Det var en helt ny verden for dem, med et rigtigt køkken med bygaskomfur, toilet og badeværelse med varmt vand. Og så fik børnene for første gang deres eget værelse, dog måtte de tre børn deles om to værelser. Forældrene fik også for første gang deres eget soveværelse.

Hans fortsatte op igennem 50'erne med at arbejde på jernstøberiet, og Gerda fik lidt rengøringsarbejde, så de havde det godt økonomisk og boede rigtig godt.

- begyndte i borgerskolen efterhånden som de nåede alderen til det. I modsætning til forældrene kom de ikke ud af skolen når de var konfirmeret. Den første kom i mellemskolen og senere i realen. Da de to yngste var nået dertil, var mellemskolen afskaffet og de gik direkte i realen fra 7. klasse.

- begyndte arbejderne efterhånden at flytte ud i de nye parcelhuskvarterer.

Familier kunne nu købe en byggegrund og opføre et parcelhus.

Det hang også sammen med, at de gifte kvinder nu så småt var begyndt at arbejde uden for hjemmet, så dermed blev der også to indtægter.

I 1966 var Gerda og Hans kommet så langt, at deres drøm om eget hus nu kunne realisere sig.

Gerda havde fået job på sygehusets rengøringsafdeling og arbejdede nok det der svarede til godt halv tid.

Hans arbejdede stadig på jernstøberiet, men det meget støv havde efterhånden ødelagt hans lunger, så han kunne ikke tåle arbejdet længere. Derfor søgte han og fik et job som portør på sygehuset.

De købte en byggegrund i det ny udstykkede område vest for byen og opførte samme år et hus på 120 kvm, som var helt moderne på den tid.

De havde selv sparet op, så de kunne betale differencen mellem kostprisen og det som de kunne låne i realkreditten. De fik et fastforrentet lån over tyve år til 5%, som de kunne have fået lidt billigere et par år før. Men renterne var fuldt fradrags berettige i skatten.

Hvis de derimod havde ventet yderligere nogle år, havde renten været mere end det dobbelte.

Også på deres arbejde trivedes de.

Det var i de år sygehuset blev rigtig meget udbygget. Nye funktioner og behandlinger kom til og det krævede mere plads og personale.

Derfor blev sygehusets personale et lille samfund i samfundet, hvor man ud over arbejdet havde meget med hinanden socialt at gøre.

Børnene blev efterhånden voksne. Den yngste blev den første i familien der fik en studentereksamen og senere blev hun læge. Sønnerne blev henholdsvis smed og tømrer.

- til de blev omkr. de 60 år, for så skete der noget igen.

Den socialdemokratiske arbejdsminister havde i 1979 fået indført efterløn, så alle nedslidte kunne vælge det fra de var 60 år. Og det blev utroligt populær, ja så populær, at arbejdsmarkedet stort set blev tømt for folk der havde passeret de 60 år.

Således også Gerda og Hans, de valgte begge at gå på efterløn som 60’årige.

Nu havde de tid til at komme på besøg hos familie og venner på hverdage og de kunne rejse og holde ferier når de havde lyst. Penge til det havde de også, for parcelhuset var efterhånden blevet betalt.

Sådan gik de næste godt tyve år, indtil de begge havde passeret de 80 år.

Nu syntes de huset fra 60’erne efterhånden trængte til en større reparationsomgang og haven var efterhånden også tilovers for dem.

Derfor satte de huset til salg og fik det solgt rigtig godt, inden der kom en ny krise i samfundet - finanskrisen.

Inde i byen var der blevet opført nogle mindre lejeboliger, igen af arbejdernes boligforening, og her fik de en af dem.

Men nu havde de jo fået en masse penge ud ved salget af parcelhuset, som de ikke skulle bruge til den nye bolig, da det var en lejebolig.

Derfor gjorde de, som mange andre i deres situation, at invitere hele familien, der efterhånden var vokset til 14 medlemmer, på en ferie. Det første år til Mallorca og et par år efter til Tenerife.

Nu var de efterhånden godt op i 80’erne, og begyndte at få nogle aldersbetingede skavanker.

Hans, der i sine unge dage havde fået sine lunger ødelagt på jernstøberiet, og havde fået det som vi i dag kender som KOL, blev efterhånden så dårlig, at han ikke kunne klare sig uden ilt, og det kunne til sidst heller ikke hjælpe ham nok.

Han døde af sygdommen som 89-årig.

Gerda boede nu alene i deres lille hjem og klarede sig så nogenlunde i endnu nogle år, men efterhånden kunne hun ikke helt holde styr på tingene længere, selv om hun fik den hjælp hun blev visiteret til.

Til sidst fik hun ophold på et af byens plejehjem, der havde et demens afsnit. Her døde hun som 97-årig.