Trans – en metropol på vestkysten! - Vestjyder.dk/minhistorieom

Gå til indhold

Trans – en metropol på vestkysten!

Vestkysten
I dag ligger Trans kirke ensomt og forblæst få meter fra den stejle skrænt ned til havet.

Anderledes har det set ud, da den nuværende kirke blev bygget engang i 1100-tallet. Vi må formode, den har været placeret nogenlunde midt i sognet, ligesom nabokirkerne i Fjaltring og Ferring.
Når jeg skriver den nuværende kirke, er det fordi, der ved udgravninger i 1964 viste sig, at der havde været en trækirke før, måske to. Den ældste nok fra 900-tallet.
Det var på den tid, Trans var metropolen med en havn, hvor man udskibede datidens guld – RAV - og i bytte fik andre varer, som f.eks. 180 sjældne runemønter fra omkr. 1040. De blev fundet under kirken ved restaureringen.

Udgravninger viste også, at den nuværende kirke er rykket lidt mod nord, så de ældste grave er under den nuværende kirke. Her fandt man skeletter af datidens vestjyder, der viste, at de havde en gennemsnits højde på 174 cm. Flere havde en hasselkæp med i graven, en hedensk skik man åbenbart har taget med over i kristendommen.

Men igen - kirken ligger udsat for vind og vejr, hvilket har været en udfordring for vedligeholdelse igennem de mere end tusind år på stedet - og stadig er det.

Trans kirke
Tilbage til indhold