Præst ano 1537 - Vestjyder.dk/minhistorieom

I 1537, året efter reformationen, kom der nye regler for valg af præster til landets kirker, der nu var skiftet til den Lutherske lære, mod før Paven i Roms.

Nu skulle sognenes befolkninger være med til at vælge deres præst.

Men allerede i 1542 havde man indset, at dette brede grundlag for valgretten voldte strid i befolkningen.

For at undgå stridighederne, blev det på landet overladt menighedens syv mest ansete mænd, i forening med Herredsprovsten, at besætte embederne.

At det så bevirkede, at private og økonomiske grunde spillede ind, det viser sagen herunder.

Når et nyt embede skulle besættes, var der ofte en enke efter den forrige præst på stedet, og hun skulle forsørges af embedet.

Det løstes ofte ved, at den nye præst ægtede hende.

At det så undertiden var en gammel kone, var der ikke noget at gøre ved.

Men ikke altid kunne denne løsning bruges, det viser et eksempel fra besættelsen af embedet i Gørding-Vemb-Bur i 1596.

Kongen havde erfaret, at deres gamle præst var død året før, og embedet endnu ikke besat.

Årsag: ”sognemændene har ikke villet give nogen person kald, med mindre vedkommende ville ægte den afdøde præsts enke".

Biskoppen i Ribe sendte så to personer til prøveprædikener i kirkerne. Hverken Herredsprovsten eller sognemændene havde noget at klage over, de kunne bruge dem begge.

Men, - ingen af dem ville ægte den gamle enke efter den forrige præst, så sognemændene afviste dem begge.

Da kongen ikke vil finde sig i sådant misbrug af den kaldsret, der var bevilget sognemændene, blev det pålagt Herredsprovsten, ”at tilskikke dem en af de to personer, som er sendt til dem, eller en anden smuk og lærd person, der findes duelig til præsteembede”.

Og således blev det. I et Kancellibrev, der er dateret i Koldinghus den 16. februar 1596 står:

Dermed havde sognene udover den nye præst, også enken fra den forrige præst at forsørge, da den nye præst ikke ville ægte hende.