Sir Lyngbjerg - Vestjyder.dk/minhistorieom

- en naturperle med et vidtforgrenet stisystem i et spændende og meget kuperet terræn. På det højeste punkt, 69 m, står et udsigtstårn.

I dag er det stadig et samlings- og udflugtssted, nu også med en mountainbike bane og et rigtigt godt sted for de, som dyrker geocaching.

I det lille sogn, Sir, som Sir Lyngbjerg er en del af, havde man i 1863 fået en ny lærer til den lille fattige skole, H.J. Hansen. Han kom fra Broager land, og var altså sønderjyde.

Det var en meget foretagsom ”degn”, man her havde fået.

- hvor landet var præget af liberale strømninger og nationalfølelse. Derfor var det nærliggende for lærer Hansen-Sir, som han kom til at hedde, at knytte det folkelige arbejde til en skytteforening, ”der opøvede de unge i våbenbrug, for at en katastrofe som den i 1864 ikke igen skulle indtræffe”.  På hans initiativ blev ’Naur-Sir Skytteforening’ oprettet i 1867.

Efter skydeøvelserne var der ofte foredrag, enten ved fremmede foredragsholdere eller ved ”degnen” selv

H.J. Hansen-Sir var i ni år Holstebro kredsens folketingsmand for den del af venstre, som nok senere blev til Det Radikale Venstre.

Han havde tæt kontakt med Caroline Amalie (enke i 1848 efter Kong Christian VIII), der var en stærk og initiativrig personlighed, som bl.a. oprettede asyler for fattige børn, og det var hende, der i året 1841 skænkede midler til opførelse af Sir Skole. En mindesten for hende finder man også på Sir Lyngbjerg.

Sidst i 1800-tallet var formålet at udnytte ethvert stykke jord, tilskyndet af Enrico Mylius Dalgas, der bl.a. blev kendt under mottoet: ”Hvad udad tabes skal indad vindes”.

Derfor blev der i 1882 taget initiativ til beplantning af Krunderup Bakker og efterfølgende kaldtes stedet Sir Lyngbjerg.

De første beplantninger var mest nåletræer, men det varede ikke længe, før bøgen blev den dominerende, hvilket vi stadig har glæde af.

De skovklædte bakker var velegnede rammer for folkemøder. Lærer Hansen-Sir tog derfor initiativ til, at man begyndte at holde foredragsmøder og folkelige fester på Sir Lyngbjerg, med såvel kirkelige som folkelige talere.

Ledende skikkelser fra hele egnen stod som indbydere til disse møder, hvor frihedsbevægelse og folkelig oplysning var centrale emner.

Folkemøderne kunne sidst i 1800-tallet samle mere end tusind deltagere, og endda tre-fire gange i løbet af sommeren, hvilket mere eller mindre fortsatte helt op til 2. verdenskrig. Man genoptog det igen efter befrielsen, men i 1950-erne gik såvel mødernes hyppighed, som deltagerantallet ned.