Energipriskrise for 100 år siden - Vestjyder.dk/minhistorieom

I det lille hedesogn Bur, vest for Holstebro, havde man først i 1920’erne en energipriskrise, som nutidens krise indtil videre ikke kan leve op til.

Det var på den tid, man så småt begyndte at producere elektricitet fra små lokale elværker, baseret fortrinsvis på vind- og vandkraft. Dog suppleret af petroleumsmotorer.

I Bur så man også mulighederne for at oprette et sådant værk.

Fem lokale gårdmænd gik sammen om at oprette et selskab i 1919 - ’Bur Andels Elektricitetsværk’.

Det krævede jo nogen startkapital at etablere værket, så man fik en bank med på at yde et lån over 20 år.

Men –-- betingelsen var, at andelshaverne skulle hæfte solidarisk, beregnet ud fra deres ejendomsskyld.

Man købte et areal lidt udenfor stationsbyen, hvor en mindre bæk løb igennem, som man opdæmmede til en sø.

Ved udløbet fra søen var der etableret en turbine, som skulle producere el.

Idéen var god nok, men den lille bæk kunne slet ikke levere vand nok til turbinen.

Man fik en ny genial idé, der gik ud på at grave en kanal ud et andet sted i sognet, hvor der var en lille naturlig sø.

Der var bare det ved det, at kanalen skulle igennem et større hedeareal, før den nåede søen med turbinen.

Derfor blev så godt som alt vand opslugt af den sandede jord, kanalen løb igennem, så heller ikke det gav vand til turbinen.

Alt dette kostede selvfølgelig mange penge, og efter få år var selskabet så forgældet, at det var næsten umulig at fortsætte, og det var nær ved at ødelægge det meste af sognets økonomi.

Langt de fleste havde tegnet sig som medlemmer og hæftede solidarisk, så de måtte se deres indskud som tabt. Samtidig havde værket givet dem en stor gæld oveni.

De tre største gårdmænd havde fra starten holdt sig udenfor, de troede ikke på projektet, men de kom alligevel til at betale regningen.

Det skete, efter at banken tilbød at slette halvdelen af gælden, hvis indskyderne var indstillet på at miste deres indskud.

Den restgæld, der nu var tilbage, tilbød de tre gårdmænd, der ikke havde været med, at betale.

Ellers ville konsekvensen have været, at en meget stor del af Bur var endt på tvangsauktion.

Dog var skaden sket for mange, bl.a. mine bedsteforældre.

De havde købt et hus i Bur stationsby, samtidig med at de tegnede sig som medlem af elværket.

De havde ikke råd til at miste hele indskuddet, som man var blevet lovet ville blive dækket ind i løbet af få år.

De måtte sælge huset og flytte i en lille lejlighed med de syv børn, de havde på det tidspunkt.

Men hvad skete der med elværket?

Man anskaffede sig petroleumsmotorer, og vindmøllernes tid var heller ikke helt forbi.

Anden verdenskrig blev en ny svær tid for de små elektricitetsværker.

Olien og kullene svandt ind til næsten intet, og man tyede så til brunkul, som i disse år fik en opblomstring.

I Bur forsøgte man sig også med en stor vindmølle, som man fik rejst ved værket.

Det lille værk fortsatte til 1951, hvor man blev koblet på "Holstebro og Omegns Elektricitetsforsyning".