De små huse ved Oddesund
Strueregnen
Igennem alle årene jeg har kørt til Thy via Oddesundbroen, har jeg hver gang set og beundret de små sommerhuse der ligge i strandkanten nord for vejen umiddelbart før broen.
Jeg har også mange gange tænkt, hvordan har man kunnet få lov at bygge så tæt på stranden.
Det er der en forklaring på.
Da Oddesundbroen blev bygget (taget i brug 1935) var husene opført som små skure uden toilet eller bad til de arbejdere, der byggede broen.
De fik lov at blive på stedet, og i løbet af 1940'erne blev medarbejdere ved DSB tilbudt at købe dem.
Siden da er mange af husene gået i arv fra generation til generation.
Selvom mange af husene er meget små, og først i nyere tid har fået mulighed for at få installeret strøm, vand og mulighed for toilet, har der altid været rift om dem.
Så kan man da bare håbe, at de får lov at blive liggende på stedet.
Selvom de måske ikke passer ind i en strømlinet lokalplan, - ja så er det jo et stykke unikt kulturarv, som vi ikke har for meget af.