Dybbøldag - Vestjyder.dk/minhistorieom

Den 18. april er Dybbøldag. Her ”fejrer” vi tabet af en femtedel af kongeriget til Preusserne i 1864.

Et nederlag som følge af den danske regering, og ikke mindst kongens, storhedsvanvid.

Det kostede rigtig mange unge danske mænd livet. Og det vi i dag kender som Sønderjylland, var under tysk herredømme i 56 år.

Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg hørte under den danske konge, men var ikke som sådan var en del af den danske stat.

Nu havde man bestemt, at denne konstruktion skulle være slut.

Preusserne kunne få Holsten og Lauenburg og så ville Danmark indlemme Slesvig i den danske stat. Derfor erklærede Danmark Preusserne krig.

Nu skulle Dannevirke være den danske sydgrænse. Grænsen mellem Slesvig og Holsten.

Dette var jo storpolitik, som var bestemt af Kongen og den danske regering.

Men hvad sagde rigsdagen?

Der var et stort flertal for at gennemføre krigen, for at få Slesvig ind under den danske stat.

Vi havde ganske vist fået privilegeret valgret med grundloven i 1849, men kun 15 % af den samlede befolkning havde stemmeret.

Da de i folkemunde kaldte ’de syv F’er’ ikke kunne stemme: fruentimmere, folkehold, fattige, fremmede, fallenter, fjolser og forbrydere.

Som vi alle har lært af historien, måtte vi først opgive grænsen ved Dannevirke og befæste os ved den nuværende grænse ved Dybbøl. Men den 18. april 1864 brød Preussiske og Østrigske soldater denne befæstning og tusindvis af unge danske mænd blev dræbt eller invalideret.

I løbet af kort tid havde de Preussiske, og især Østrigske, tropper sat sig på Jylland op til Limfjorden.

Der var en stor enhed i Viborg og nogle mindre enheder mod vest, som i Holstebro, Humlum nord for Struer og på Bovbjerg.

Det blev kun til få krigshandlinger op igennem Jylland, og der var vist heller ikke de store problemer med de soldater der blev indkvarteret på gårdene. Og så dog.

De charmerende unge soldater kunne de danske piger ikke stå for. Der er historier om nogle vældig slagsmål mellem danske bønderkarle og de unge soldater fra Preussen og Østrig.

Der er da også beretninger om piger der fulgte dem mod deres sydlige fædreland.

Efter nederlaget prøvede man ved en konference i London at få en fredsaftale, men uden resultat.

Som der står i referaterne fra dengang: ”En af de primære årsager til, at konferencen endte uden resultat, var, at de danske politikere ikke var realistiske i forhold til, hvor svag Danmarks stilling i virkeligheden var”.

Men i oktober gik den ikke længere, og grænsen blev ved Kongeåen og Sønderjylland var nu under tysk herredømme til 1920.

Det er senere kommet frem, at Danmark blev tilbudt en grænse, nogenlunde hvor den nuværende går. Men Danmark ville for enhver pris have Flensborg. Men nok så vigtigt -

Kong Christian den 9. ville have sit barndomshjem – Gottorp Slot – der lå syd for Flensborg med. Derfor brød forhandlingerne sammen.

Men hvem var de unge soldater der kæmpede forgæves mod overmagten?

Almindelig værnepligt var blevet indført i 1848, så nu blev alle mænd indkaldt til session det år de fyldte 22 år. De blev undersøgt af en læge og fik taget en ”intelligens prøve”.

De der ”faldt igennem” den sidste kategori var især jyske bondekarle, som så kunne bruges til frontsoldater.

Måske var det fordi de var store og stærke og dem der var flest af?

Alene i det gamle Ringkøbing amt var 1300 indkaldt, jeg ved ikke hvor mange der omkom i krigen.

Dem der kom levende hjem, var også dengang skadet for livet.

Min far fortalte om en eneboer på heden et sted i Bur eller Møborg, som ingen turde nærme sig.

Som dreng fik de at vide han var blevet ”sindssyg” efter at have været med i krigen i 1864.

Nu er der så gået mere end 150 år og vi er blevet klogere mht. at sende folk i krig – eller er vi?