Jul i en rationeringstid - Vestjyder.dk/minhistorieom

Rudolf Kjær Lisby var 3. generation som uddeler i Fjaltring Brugsforening. Før, under og efter besættelsestiden 1940-45 var han komis i brugsen hos sin far. I 2011 fik jeg harm til at fortælle, hvad han kunne huske og selv havde oplevet i Fjaltring Brugsforening.

Her er et uddrag fra den mørke tid, som nok kunne være nogenlunde enslydende fra andre steder i landet.

Der var jo krise i 1930erne, men allerede i 37 kunne vi igen mærke fremgang. Der var mange, der leverede æg, og priserne var da så nogenlunde.

For svineproducenterne var det også blevet bedre, især i kraft af de såkaldte ”hitlergrise”.

Englænderne skulle have nogle gode bacongrise, mens tyskerne skulle ha’ nogle ordentlige basser, og de var godt betalt.

Flere importvarer blev efterhånden frigivet, og vi fik stadig flere nye varer, såvel importerede som indenlandske. Alt sammen medvirkende til en omsætningsfremgang.  

Forbrugsmønstret udvidedes stadig frem til krigens udbrud i ”Østmarken” i 1939.

Julen 1939 - næsten al manufaktur var danskproduceret, så der var ingen begrænsninger mht. bløde pakker. Legetøj og julepynt var reserveret ude i bagbutikken.

Jeg husker ikke så nøje tiden efter jul, men mener vinteren forløb stille og roligt, som intet var hændt.

Men 9. april 1940 blev ret så skelsættende, også for butikshandelen.

Margarinen nåede vist aldrig at komme på mærker. Den slap simpelthen bare op. Og mange varer kunne ikke genskaffes, eller de blev vanskelige at få fat på.  

Da vi kom hen i 1943-44 oplevede vi rigtigt værnemagten. Både FDB og andre kunne dog stadig levere varer, der var rationeret og også lidt af det, der ikke var nok at rationere af.

Varer på mærker kunne vi have i butikken, men de andre havde vi i bagbutikken.

Vi skulle først have solgt så mange varer, at vi havde mærker nok til en ny forsyning.

Alle disse mærker var noget bras at håndtere, men de gav en masse beskæftigelse.  For det første skulle de stemples med firmanavn. Dernæst puttes i to aflange kasser med mange rum og huller i låget. Endelig skulle de tælles og puttes i poser med 100 stk., men af og til var der da kun 97 - men det skete jo også, at de kom tilbage, når det blev kontrolleret.

Vi ventede stadig på, at galskaben skulle ende. Alle kunne se, hvor det bar hen, men hvordan? De gamle mænd og drenge i tyske uniformer var skiftet ud med fremmede nationaliteter, men stadig i tyske uniformer.

Nu var der virkelig vareknaphed, men vi var vel blevet så fortrolige med vanskelighederne, at vi bare stille og rolig afventede en snarlig løsning.

At den skulle komme så overraskende og fredelig, som vi nu oplevede den 4. maj om aftenen, var ganske uventet.

Jeg husker det ikke så nøje - men der var små fremskridt i løbet af sommeren og efteråret, mon ikke der blev lidt kaffe med oktober kvartalet.

Jeg tror, vi havde set frem til julehandlen med visse forventninger, men de slog ikke til.

Juleknaset og tobakken, samt det andet sjove var kun i små mængder. Men sammenlignede man med den foregående jul, var det betydelig skønnere.

I efterkrigsårene kom der efterhånden lidt varer igen. F.eks. fra krigens overskudslagre kom der enkelte ting, som f.eks. regntøj. Vi var henrykte over at kunne få sådan noget, som ingen andre ville have.

I tiden frem til først i 1950’erne var vi sluppet af med de fleste rationeringer. Sukker og kaffe var stadig på mærker. Sukkeret mest pga. at det skulle laves i valuta og ikke bruges på hjemmemarkedet. Kaffen for at spare på valutaen.

Der var rationering på brød, gryn, tobak og gas til 1948. Tekstiler, sko, fedt, flæsk, te, kakao, sæbe og el var rationeret indtil 1949.

Der var rationering på smør indtil 1950 og på kaffe og sukker til 1952.

Rudolf Kjær Lisby efterfulgte sin far som uddeler i Fjaltring Brugsforening fra 1951 til han holdt i 1968. Så var den næsten 100 årige æra med Lisby’er som uddelere i Fjaltring Brugsforening slut.

Her er Margot og Rudolf fotograferet 2011 i døren til Galleri Fjaltring - der er indrettet i den tidligere Fjaltring Brugsforening.