Da finske krigsbørn kom til Danmark i 1944 - Vestjyder.dk/minhistorieom

Jeg kendte for mange år siden en mand med et besynderlig efternavn, som jeg ikke husker længere, men fornavnet var noget i retning af Raino, så det kalder jeg ham herefter.

Han var pæredansk og lærer i den danske folkeskole, men hans historie begyndte et helt andet sted.

I løbet af ganske få år havde Finland to barske krige med det daværende Sovjetunionen, den første vandt de og den anden tabte de.

Det begyndte da Sovjet og Tyskland (jeg nægter at skrive diktatorernes navne) i 1939 indgik en ’ikke angrebs pagt’, der også indebar, at Tyskland frit kunne bemægtige sig Polen og Sovjet Finland.

Finland gjorde voldsom modstand i det som senere er betegnet som ’vinterkrigen’ og Sovjet måtte indgå en våbenhvile.

Men som altid er det civilbefolkningen der er de store tabere, og i særdeleshed børnene.

De fleste finske familier måtte flygte fra deres hjem i Karelen, uden noget som helst.

Derfor dannedes der en nordisk komite, der skulle tilbyde finske børn et ophold ved plejefamilier i de øvrige nordiske lande, og dermed også Danmark.

Men før organiseringen var på plads, blev der indgået fred mellem Finland og Sovjet, og der kom kun ganske få finske børn til Danmark i første omgang.

Da så Tyskland alligevel angreb Sovjet i 1941 allierede Finland sig uheldigvis med Tyskland, ved at de i skjul fik tyske tropper til det nordlige Finland, - og sammen med dem gik de til angreb på Sovjet.

Det gik i første omgang udmærket, man genvandt Karelen og gik endda videre ind i Sovjet.

Men – lykken vendte for Tyskland og dermed også for den finsk sovjetiske krig.

I 1944 måtte man indgå en fredsaftale med Sovjet og afgive store land arealer, her i blandt Karelen

Igen var det civilbefolkningen og børnene der kom i klemme, og nu stod de mange plejefamilier, i f.eks. Danmark, klar til at modtage de finske børn, - her i blandt også Raino.

Han kom til en plejefamilie et sted i Vestjylland, ved ikke helt hvor, men må være i nærheden af Holstebro.

Han fortalte, at der ved skolen i Holstebro var tilknyttet en finsk ”lotte” som fungerede som lærer de første måneder.

Men i løbet af efteråret kom de finske børn i danske klasser og blev hurtigt så gode til dansk, at der ikke var brug for modersmålsundervisning længere.

Det havde så den beklagelige betydning, at deres finske modersmål forsvandt.

I sommeren 1945 forberedte man sig på at sende de finske børn hjem igen, men ikke alle havde nogen familie at vende hjem til, eller de var så fattige at de ikke kunne tilbyde børnene noget. Derfor blev deres hjemrejse for nogle af dem udskudt en tid.

Noget af Finlands ulykke var også, at de havde været allieret med Tyskland, selvom de erklærede Tyskland krig i 1944.

Tyskerne svarede igen med at total ødelægge Lapland på deres tilbagetog. Finland var derfor i en dyb krise som land og meget fattig.

Og da de havde været venner med de forkerte, var der ikke meget hjælp at hente.

Derfor kunne man ikke selv hjælpe de mange familier der var flygtet fra Karelen og Lapland.

For Raino betød det, at han måtte blive hos sin plejefamilie, som han efterhånden betragtede som sine forældre og deres børn som sine søskende.

Men i 1947 kom der en delegation til Danmark for at hente de sidste børn hjem.

Da de kom for at tale med Raino’s plejeforældre, gemte han sig i oppe i et træ og ville ikke tale med de onde mennesker fra Finland.

Deres besøg gik dog ikke Raino imod.

Hans mor var stadig så nedbrudt og fattig, at hun ikke formåede at tage sin søn hjem, og hvis han havde det godt i Danmark ville hun gerne han kunne blive der, - og sådan blev det.

Han fuldførte skolen og fik en uddannelse som lærer, og arbejde i den danske folkeskole på lige fod med alle andre. Det var kun navnet der afslørede han havde en anden baggrund.

Hvordan gik det så med kontakten til moderen og hjemlandet?

Ja – de første år forsøgte plejeforældrene at holde kontakten vedlige med hjælp af en forening der hjalp finner-børn med dette. Men da han kom i tenaege alderen gad han ikke det mere.

Det var først da han blev gift og selv fik børn han fik kontakten genoprettet, men det var uhyre svært med sproget, da han overhovedet ikke kunne huske noget af det finske.

Hvordan det siden er gået Raino ved jeg ikke, da jeg ikke har mødt ham i mange år, og heller ikke kan finde ham, via de muligheder vi har i dag.

Måske fordi jeg ikke kan huske hans fulde navn.

Men jeg husker hans historie, - og hvordan danske familier tog imod de nødstedte børn, selvom det var en svær tid for de fleste, med rationeringer og andre følgevirkninger af besættelsestiden.