Tysker Anders - Vestjyder.dk/minhistorieom

Først i 70’erne arbejdede jeg kortvarigt på en træindustrivirksomhed.

En af de første dage bemærkede jeg en midaldrende mand der stod ved en af maskinerne og at han havde en benprotese.

Jeg forhørte mig ved min nærmeste makker, om hvad der var sket med ham og fik dette svar: ”ham skal du holde dig langt fra, han er tyskvenlig og landsforræder”.

Jeg bemærkede også, at han altid sad alene ved et bord i kantinen og ingen talte til ham overhovedet.

Efter nogle måneder fik vi en voldsom snestorm, og det endte med at han og jeg måtte tilbringe adskillige timer på banegården, inden vi kunne komme hjem med toget.

Her lykkedes det mig at komme lidt i kontakt med ham og han fortalte kort om sin skæbne.

Han var opvokset på et meget fattigt husmandssted på et af de fattigste og øde områder i Nordvestjylland.

Hans far hadede statsminister Stauning, som han mente var en forklædt kommunist, og som var skyld i den fattigdom landbrugerne oplevede.

Allerede midt i 30’erne så han med misundelse til Tyskland, der havde en stærk leder og fik skabt gode forhold for alle, - som han så det. Derfor så han også nye muligheder ved Tysklands besættelse af Danmark i 1940.

Da Tyskland havde åbnet krigen mod Sovjet i september 1941, frygtede den danske samarbejdsregering, at unge danske mænd ville blive indkaldt til militærtjeneste i den tyske hær.

Derfor gik man ud og opfordrede danske officerer om unge mænd til at melde sig til frivillig tjeneste i den tyske hær.

Det var begyndelsen til oprettelsen af Frikorps Danmark, hvor man som frivillig kæmpede sammen med de tyske tropper mod Sovjet.

”Tysker Anders” fortalte, at da hans far hørte om det, så tilmeldte han sønnen, nu skulle han med over og bekæmpe de ”skide kommunister”.

Han var imidlertid for ung i 1941, men året efter var han blevet 17, så da kom han med.

De første måneder var han i træningslejr, men blev så flyttet til fronten i Kroatien. Allerede efter fem dage blev han såret, fik benet amputeret og hjemsendt.

Efter befrielsen blev der vedtaget en lov med tilbagevirkende kraft til 1940 om, at alle der havde gjort tjeneste som kampsoldater i den tyske hær skulle straffes.

”Tyske Anders” blev han idømt 1½ års fængsel, men blev løsladt efter få måneder.

Han blev aldrig accepteret i det danske samfund igen. Ingen ville være sammen med ham, ingen ville arbejde sammen med ham, så det blev som daglejer når manglen var størst på arbejdskraft.

På et tidspunkt lykkedes ham dog at få arbejde på virksomheden, hvor jeg mødte ham.

Ved et tilfælde kom jeg til at møde hans bror i anden sammenhæng i 90’erne og ti år frem. Da der var gået et par år dristede jeg mig til at spørge til broren, og det skulle jeg ikke have gjort.

Han fortalte kort, at han pludselig forsvandt en gang i 80’erne, ingen vidste hvor han var, men et par år efter fik familien af omveje en besked om, at han havde slået sig ned på et øde sted i de svenske skove, men siden havde ingen hørt noget om ham.

Vi berørte aldrig igen broren og efter den dag heller aldrig 2. verdenskrig.

Jeg har gemt denne historie i mange år, som jeg nu mener tiden er inde til at få fortalt.