Stædige vestjyder

Ikke bare nu, men også dengang i 1500'tallet mente folkene på vestkysten, at de ”Kjøwenhavnere” ikke havde meget kendskab til deres forhold ude mod vest.

Jyske Lov bestemmer, ”at en skibbruden måtte ingen forhindre i at bjærge sine ejendele. Gjorde nogen det, før den skibbrudne selv havde opgivet, skulle vedkommende bøde 3 mark, en lensmand skulle miste sit len”.

Men det kunne godt være svært at vente på, at en skibbruden skulle opgive ævred. Forskellige former for overtalelse har nok været anvendt.

I 1370 blev det fastslået, at den stedlige kongelige foged skulle opbevare alt ilanddrevet gods i nærmeste kirke indtil en rimelig frists udløb. I modsat fald skulle godset udleveres til rette ejer, men mod en »redelig« afgift, gerne 1/3 af den anslåede værdi.

Under Christian den Anden ophævedes alt, hvad der hed strandret. Hvis ejeren/skibbrudne ikke indenfor et år havde gjort krav på sit gods, tilfaldt 2/3 kronen og den sidste 1/3 anvendtes til ”sjælemesse for de omkomne”. Det vil sige, at det tilfaldt kirken.

”Bøndernes flok forsamler sig i natten den sorte, vandrer langs kysten og går omkring i sandet det hvide, gennemsøger hvad bytte det gav.

Glade så holder de gilde dermed i natten den kolde, holder med naboer drik og tømmer fortrolige skåler, medens de springer omkring med glæde og løssluppen latter”.

Ved at sammenfatte andre kilder fra den tid, og lidt længere op mod vor tid, er jeg kommet til den konklusion:

Så længe strandinger har fundet sted på kysten, har man stjålet, ”strænet” som det hedder, med god samvittighed.

Ingen anså det for en skam eller forbrydelse at bjærge, hvad havet gav.

De hårde livsvilkår, fattigdom og manglen på næsten alt, hvad man andre steder havde adgang til, gjorde man fandt det så tåbeligt, at man ikke mente loven gjaldt for dem.

Vestjyder er ikke mindre lovlydige end andre, men som før nævnte præst også skriver: ”kan i hans karakter være noget rethaverisk, et uflytteligt stivsind, når han mener at have retten på sin side”.

Man mente ikke, at personer helt ovre i ”Kjøwenhavn” skulle sidde og bestemme, hvad klitboen måtte og ikke måtte ved det hav, der var hans.

Derfor er der blevet ”strænet” så meget det passede dem, af det vraggods der drev ind. Især tømmer havde høj værdi herude, da der som bekendt er ret træfagtigt, også på den tid.

Var det tyveri? Nej de havde da bare fundet det nede ved æ haw!