Pressen skrev - Damernes Magasin

Damernes Magasin - To stærke kvinder, der nåede deres mål!
Gå til indhold
LEMVIG FOLKEBLAD skrev


Damerne får deres egen bog
Af Benny Gade , gade@folkebladetlemvig.dk 08. april 2019 kl. 09:37
Flere års arbejde ligger bag udgivelse af ny bog, der portrætterer søstrene Elly og Ingrid Bache Lauridsen, der står bag Lemvigs bedst kendte butik "Damernes Magasin"
- Det har været et kæmpearbejde. Vi har begge brugt flere hundrede timer på bogen, så det er rart at få den afleveret.
Sådan siger Jens Erik Villadsen, der sammen med Benny Vejlby har skrevet historien om søstrene Elly og Ingrid Bache Lauridsen, der var "Damerne" bag forretningen "Damernes Magasin".

I lørdags udgav de resultatet af deres samarbejde i form af bogen "Damernes Magsin - to stærke kvinder der nåede deres mål". Med bogen følger en to timer lang dvd, der er optaget i forbindelse med butikkens jubilæum i 1989, hvor der blandt andet var modeshow. Jens Erik Villadsen har interviewet og skrevet bogen, mens Benny Vejlby har stået for billedsiden samt de optagelser, der ligger på dvd-en.

- Det er jo alt sammen et stykke kulturarv, der er værd at bevare. De to damer har betydet rigtigt meget for Lemvig, og det gør de stadig, siger Jens Erik Villadsen.
Og det er da ganske rigtigt, for nævner man "Damerne" i Lemvig, ved alle, at man taler om søstrene Elly og Ingrid Bache Lauridsen, selv om de begge døde for nogle år siden.

Damerne blev landskendte, da DR i 1988 besøgte forretningen for at lave et portræt af butikken og de to søstre. Da den rullede over skærmen, var Damerne med ét landskendte. Seerne oplevede forretningen, der blev drevet efter en stil, som mange opfattede som fra en anden tid med morgenandagt, den altid høflige omgangstone med kunderne og med den ene af damerne som fast interiør bag kasseapparatet. Til gengæld stod der også respekt om både forretningen, damerne og butikkens varer.

Seerne fulgte også Damernes rejse til modemesser i udlandet, hvor de personligt udvalgte en del af det modetøj, der senere blev solgt i butikken. Kort efter udsendelsen begyndte busser at køre til Lemvig for at besøge butikken og for at opleve den særlige atmosfære, som levede her.

Jens Erik Villadsen er også redaktør af den årlige udgivelse, Lemvigbogen, hvor han tidligere har lavet en omtale af forretningen.
- I den forbindelse fandt jeg ud af, at der var meget mere at fortælle, end jeg kunne have med i artiklen, siger han.
Han havde lånt billeder af Benny Vejlby til omtalen i Lemvig-bogen, og dermed var makkerskabet etableret. Benny Vejlby havde mange billeder fra butikken og af damerne, mens Jens Erik Villadsen havde skabt adgang til de kontakter, der kunne fuldende historien om damerne.
- Vi har blandt andet interviewet familie, tidligere butiksansatte samt venner for at skrive bogen, fortæller Jens Erik Villadsen.

Fik adgang til dagbog
Undervejs fik han også adgang til Ingrid Bache Lauridsens egen dagbog om hendes ungdom og opvækst i Hygum. Også hendes far havde først dagbog, men begge havde skrevet i hånden.
- Det var ikke alt sammen lige let at læse, men jeg fik det skrevet rent og har anvendt dele af det i bogen. Ingrid Bache Lauridsen var den mest udadvendte af søstrene. Elly har ikke skrevet noget overhovedet, siger Jens Erik Villadsen.

De to søstre drev "Damernes Magasin" i Lemvig fra 1959. På det tidspunkt havde de to søstre allerede stor erfaring indenfor branchen. Elly Bache Lauridsen havde allerede i tyve år drevet Kontant-Magasinet i Vasen sammen med Frk. Pedersen, mens Ingrid Bache Lauridsen siden først i 1940'erne var afdelingsleder i en lignende forretning, Wilde i Nyborg. Bogen fortæller om historien om deres samarbejde, hvor de frem til 1997 drev forretning i Lemvig samtidigt med, at de også satte et markant spor i byen. De var blandt andet trofaste støtter af kirkelivet og donerede blandt andet klokkespillet til Lemvig Kirke, hvilket byen hver dag kan glæde sig over.

- Vi håber, at denne bog kan være med til at give et sandfærdigt billede for eftertiden af Ingrid og Elly Bache Lauridsen og deres livsværk. De har betydet rigtig meget for Lemvig, men også for mange af de mennesker, de ofrede tid og penge på, siger Benny Vejlby og Jens Erik Villadsen.

Det betyder også, at bogen forsøger at gå i rette med nogle af de rygter, der let opstår i kølvandet på to kendte søstre. Blandt andet var der historien om, at den ene af søstrene havde født et barn i dølgsmål.
- Men det rygte afliver vi i bogen. Og vi ved også, hvordan det er opstået, siger Jens Erik Villadsen.

.
Tilbage til indhold