Hvem var nederste i det vestjyske bondehierarki fra 1600 til 1960? - Forlaget Vestjyder.dk

Landbruget var levevejen for 80-90% af befolkningen, og folk var dermed dybt afhængige af naturens ressourcer. Bogen undersøger forskellige aspekter af tilværelsen i denne tid, herunder befolkningens sammensætning, de udfordringer, der fulgte med den lille istid fra middelalderen til midt i 1800-tallet, og hvordan bondesamfundet var organiseret. Jorden var ejet af godsejere, der udlejede jord og gårde til det vi kalder fæstebønder, der betalte landgilde til godsejeren og tidende til kirken. Alt skat var baseret på opmåling af jorden i 1688, kaldet matriklen.  

En retssag i 1615 fra godset Rysensten tæt ved Vesterhavet ved Lemvig, anskueliggør hvor få rettigheder fæstebønderne havde.

Livet for tjenestefolk og husmænd, børns opvækst, samt forholdene for de gamle og syge mennesker bliver også belyst. Kirken spillede en central rolle i samfundet.

Der fortælles også om de mange hekseprocesser i 1600-tallet, bl.a. Bodil Andersdatter, der blev dømt for at have forhekset naboens køer, så de ikke ydede mælk. Derfor måtte hun lide døden på bålet ved det vi i dag kender som Bovbjerg Fyr.

Sygdomme, pest, samt krig og plyndringer, måtte især bønderne i Jylland også leve med i tiden.

Ved århundredets begyndelse havde Danmark, som vi kender det i dag, omkring 800.000 indbyggere, hvoraf cirka 80% boede på landet.

Bogen giver et klart billede af det sociale hierarki, der var til stede, med godsejere som den mest magtfulde gruppe og bønderne som den absolut laveste klasse, der var underlagt godsejerne som fæstebønder.

Fæstegårde og huse var samlet i landsbyer, og havde deres jord uden for dem. Der er detaljerede beskrivelser af livsvilkår og det sociale liv i landsbyerne, samt gårdenes indretning og bøndernes hverdag, ligesom mad, drikke og familiære forhold også beskrives.

Man forsøgte at give børnene mere skolegang, men det lykkedes ikke alle steder, især ikke på den tyndtbefolkede jyske hede.

Den unge enke Mette Graversdatter får ”hjælp” af godsejeren til at finde en ny ægtemand, så hun kan blive i gården, men nok lige så vigtigt, at godsejeren kan få et ny fæste til sin gård.

Sidst i århundredet ændrede rigtig meget sig. Fæstebønderne fik mulighed for at købe deres gårde til selveje, men de, der ikke havde de muligheder fik det værre.

Bønderkarlene var igennem det meste af århundredet trælbundet til det gods de var født og skulle gøre tjeneste i den forhadte landmilits fik nu deres frihed.

Omkring år 1800 levede cirka 80% af den danske befolkning stadig på landet, men en ny opdeling i bondehierarkiet begyndte at tage form.

Tidligere havde godsejerne og de store jordbesiddere været den ubestridte overklasse. Nu da hidtidige fæstebønder fik mulighed for at købe deres gårde og blive selvejere, blev de en ny overklasse i forhold til de der ikke havde de muligheder. De jordløse husmænd og daglejere, blev nu en fattig underklasse de næste 150 år, og som bogen kalder 'Landalmuen'.

Det er dem der følges i resten af bogen.

Der fortælles om de sociale vilkår for børn og unge, der ofte levede tæt på sultegrænsen. Den første egentlige skolelov kom i 1814, som i sin grundform var gældende på landet til 1958. I 1854 kommer der en tyendelov, men den gav ikke meget beskyttelse og rettigheder til tyendet.

Skudsmålsbogen, der blev indført med konfirmationen i 1736, var stadig gældende for tyende, og det havde store konsekvenser at miste den. Som Elisabeth der i 1841 tog på et marked et sted i Vestjylland, hvor hun, som mange andre på den tid, udbød sig som tyende for at blive fæstet til en plads. Det lykkedes også at blive fæstet. Bonden tog hendes skudsmålsbog med sig, og skulle hente hende 1. november, hvilket han ikke gjorde. Værst af alt var, at hun nu også var uden en skudsmålsbog, så hun nu var uden rettigheder og kunne ikke få en plads. Det blev et fattigt og forhutlet liv til hun døde alt for tidligt.

Bogen berører også fattiglovene fra 1803, der gav forskellige muligheder for at støtte de fattige befolkningsgrupper, men det var først i 1891 der kom en fattiglov med alderdoms understøttelse.

Historien om Mette Julius, der blev et offer for tidens fattiglovgivning. Da hendes mand forsvandt måtte hun tage turen fra Them ved Silkeborg til Nees i Vestjylland. Det var mandens fødested og derfor havde de forsørgelsespligten.  

Derudover beskrives værnepligten og konsekvenserne af de Slesvigske Krige i 1848-50 og i 1864.

Den tapre landsoldat fik PTSD, er fortællingen om Jesper Jensen (Brødbæk) fra Borbjerg ved Holstebro, der havde været værnepligtig i krigen 1848-50. Han led af langvarige psykiske traumer. Det fik alvorlige følger for ham resten af livet, ja, endda for yderligere et par generationer.

Bogen belyser også kravene om demokratiske rettigheder og de tidlige demokratiske bevægelser, der førte til den første grundlov i 1849 og den reviderede grundlov fra 1866.

De folkelige bevægelser, som Indre Mission og Grundtvigianisme. Højskolerne sidst i 1800-tallet. Folkemindesamlere der skulle finde det oprindelige ’danskhed’.

Der er historien om Stine og Peder Lykke i det lille Nees sogn, der ligger ved Nissum Fjord. De fik ved utroligt slid skabt et lille husmandssted, som de med tiden kunne leve af.

En kvinde, der var født midt i 1800-tallet, fortalte engang om sit liv til en folkemindesamler. Det var et liv i fattigdom, hvor familien forsøgte at klare sig selv på et stykke hedejord, men hvor det langt fra altid lykkedes.

I dette afsnit skildres den første egentlige demokratisering af Danmark, hvor tyendeloven fra 1854 blev ændret til medhjælperloven i 1921, hvilket afskaffede begrebet tyende.

To af de som først i århundredet gjorde deres indflydelse gældende for at forbedre forholdene for børn og unge var digteren Jeppe Aakjær og politikeren Peter Sabro. De er begge omtalt for deres arbejde. Ligesom ’Pigehjemmet Hebron’ i Handbjerg, som blev drevet af det der senere er fortalt som ’Den grå heks’. Det var maden her fra Peter Sabro forgæves ville have folketingspolitikerne til at spise.

Ordningen med husmandsbrug med statslån var indført i 1899, dog til så små brug at man ikke kunne leve af dem. I 1919 kom en ny lovgivning, så brugene nu kunne blive så store at en familie kunne leve af dem. Det blev kun til et par generationer, så blev de igen samlet til større gårde.

Bogen skildrer også den økonomiske nedtur og landbrugskrisen i 1930'erne, som førte til omfattende fattigdom i befolkningen. Den førte også til en række reformer der skulle hjælpe såvel de trængte landmænd som de mange arbejdsløse i byerne.

Under den tyske besættelse fra 1940-1945 undgik Danmark at blive en direkte krigsskueplads, men friheden var stærkt indskrænket og der var mangel på næsten alt.

Verner Villadsen fortæller om livet som ung landbrugsmedhjælper på en gård i Bur i de fem besættelsesår.

I 1950'erne begyndte Danmark at transformere sig fra et landbrugssamfund til et industrisamfund, og med skoleloven af 1958 blev der endelig skabt lighed mellem land- og byskoler. Bogen afslutter sin fortælling omkring 1960, hvor landalmuen som en selvstændig enhed forsvinder ind i den danske velfærdsstat.

Vi følger familien siden Villads Laustsen bliver selvejerbonde på gården Kattenhøj i Møborg sogn sidst i 1700-tallet. Men han dør ret hurtigt derefter, hvorefter hans hustru, mod sædvane, driver gården videre til hendes søn Morten Villadsen kan tage over i 1811.

Men efter ham går det galt for vores gren af familien. Det var jo sædvane, at den ældste søn, her Villads Mortensen skulle overtage gården som 3. generation. Men faderen tilgodeser datteren og svigersønnen, som overtager Kattenhøj og Villads må resten af livet slide på egnens gårde som daglejer for at forsørge sin familie.

Denne fattigdom fortsætter i de næste par generationer, ja det er først i 6. generation, hvor  man i 1950’erne får skabt lige vilkår, så de der var født ind i den fattige landalmue, sluttede livet i den danske velfærdsstat.

Jens Erik Villadsen