Stenkors fra ca.1150

Gå til indhold

Stenkors fra ca.1150

Vesjyder.dk
Offentliggjort af Jens Erik Villadsen i Lemvig & omegn · 19 april 2020
Når man fra Bækmarksbro kører mod Bøvlingbjerg, kan man nogle få hundrede meter på højre side, se et kors af granit. På Lemvigvejen nord for byen er et tilsvarende kors.

Hans Edvard Nørgård-Nielsen skriver i sit værk – Limfjorden 1 – at han i sin barndom var meget betaget af korsene. Han har hele livet undret sig:
”I et magert samfund, hvor alt skulle være til nytte, var det besynderligt, at ingen vidste, hvorfor de stod der, men gamle folk fortalte, at korset ved Lemvigvejen var rejst på det sted, hvor en forlystelsessyg herregårdsfrøken havde danset sig til døde. Så det var i yderkanten af den indremissionske tid en historie om morale. Siden har de to små kors stået fast i min bevidsthed, de eksisterer med rod i umindelige tider, og hvert forår springer der som en slags opstandelse en flok påskeliljer ud omkring dem”.

Om korset på Bøvlingvej skriver han:
”Jeg har siden læst, at der på de kanter huserede et spøgelse, ”Den hvide Jomfru”, og hende ønskede en kåd karl som gevinst, da han havde vundet i det vovede kortspil: ”Spil i brudeseng”. ”Det skulle vel aldrig være min kæreste? ” råbte han til noget ude i natten og rendte af sted, men det kom til at koste ham forstanden. Præsten påtog sig derfor efter skik og brug at mane spøgelset i jorden, det lykkedes, og korset blev rejst ovenover, men der skulle være eksempler på, at ”Den hvide Jomfru” stadig kan gøre fortræd. Eller hvad hun nu gør”!

Det korte af det lange er, at ingen ved hvorfor de står der. Men de har været med til at danne myter og fortællinger siden de blev sat op, nok engang i 1100-1200'tallet.

19.04.2020 - Jens Erik Villadsen

Korset ved vejen få hundrede meter fra Bækmarsbro mod Bøvling, hvor præsten skulle have manet et spøgelse i jorden, efter det havde gjort en karl sindsyg.





© Jens Erik Villadsen - Vestjyder.dk
Tilbage til indhold