Skypumpe - Holstebro

Gå til indhold

Skypumpe - Holstebro

Vesjyder.dk
Offentliggjort af Jens Erik Villadsen i Holstebro & omegn · 11 februar 2020
Tags: Lokalhistorie
Dagen Holstebro aldrig glemmer
De som kan huske den 11. februar 1962 i Holstebro, glemmer aldrig skypumpen der trak et spor igennem byen af ødelæggelser.
Vejret var mildt efter årstiden, og som jeg husker det, var der også solskin først på formiddagen.
Jeg var en stor dreng der var på besøg hos min farmor på De Gamles Hjem/Sysselting, sammen med mine forældre og søskende.
Fra hendes vindue kunne vi ud mod NV se en skypumpe nærme sig byen, og hvordan den tog tagpap og alt andet med sig op i luften. Vi troede det var en storm der var på vej, for vi havde aldrig hørt om en fænomenet skypumpe inde over land.

Efter besøget hos farmor kørte vi ud af Skivevej mod nord, og det syn der ventede os her, ja, det lignede en krigszone, hvor alt var ødelagt. Huse havde mistet taget, el- og telefonmaster var væltet og træer var rykket op med rode og lå spredt.
Mine forældre troede der havde været et militært angreb, og det kan jeg her mange år efter ikke fortænke dem i at tro. De havde jo oplevet 2. verdenskrig.
Men det var som sagt en skypumpe der havde trukket en ca. 50 m bred bælte igennem byen og forårsaget enorme ødelæggelser.

I det nybyggede Doktorvænget, stod en beboer på øverste etage i badeværelset, da husets gavl forsvandt, der var den ene væg i badeværelset. Han fortalte senere, at lufttrykket var ved at tage vejret fra ham. Det var så voldsomt, at vandet i klosettet stod op som et meterhøjt springvand.

Det var et under, at ingen omkom, eller kom alvorligt til skade. Men mange blev ramt af bygningsmateriale, og andet der fløj i luften, og måtte behandles for det.

Det blev opgjort, at mere end 100 bygninger fik større eller mindre skader. Man var også overrasket over, skypumpen havde kunnet transportere bygningsmateriale 14 km gennem luften.
Så vidt vides, har der ikke før eller siden været målt en så kraftig skypumpe over land i Danmark.

Jens Erik Villadsen






© Jens Erik Villadsen - Vestjyder.dk
Tilbage til indhold