Kystens fortællinger

Når man fra Lemvig kommer til Rammedige, der er et forsvarsanlæg fra jernalderen, møder man to krigere der står og tager imod. I forhistorisk tid stod de der for at holde alle der kom østfra ude. I dag byder de velkommen til kystlandet fra Nissumfjord til Ferring sø.

Siden Rammedige blev bygget, har der boet mange mennesker her langs kysten, der i hver sin tid har bidraget til den lille fortælling, der samlet er blevet til den store fortælling om området.

Vi kender dem ikke alle, men fra historisk tid har vi da en del overleveringer og skriftlige kilder om specielle personer og grupper.

Der var fæstebønderne fra Fjaltring, der ikke ville udføre hovarbejde på Rysensten i 1600’tallet, fordi de mente Kong Hans havde givet dem et frihedsbrev. Der blev en retssag ud af det ved landsretten, som bønderne tabte og måtte forlade deres fæstegårde. En af landsdommerne var herremanden på Rysensten.

Sidst i 1800´tallet forsøgte man fem gange at afvande Nissumfjord, men hver gang undervurderede man, at havets kræfter kunne ødelægge de sluser man byggede ved Thorsminde. Det var sluser bygget af træ. Det endte hver gang med, at de blev ødelagt af havet i efterårsstormene og fjorden igen blev til vandfyldt område.

Sidste gang var det lige ved at lykkes for et engelsk konsortium, da man denne gang havde bygget slusen vi kender i dag. Men ak, - den ledende ingeniør spillede alle konsortiets penge op i mausel på en enkelt nat til den daværende uldhandler og efter dette kvægeksportør Niels Mattrup fra Lemvig, med en konkurs til følge. Der blev ikke gjort flere forsøg, og vi fik lov at beholde fjorden.

Når man i dag kører fra Fjaltring til Thorsminde, tænker man ikke på, at her et stykke vest for lå der indtil 1942 14 små huse og ejendomme. De blev eksproprieret, da man flyttede diget og vejen nogle hundrede meter mod vest, så kunne havet jo få sit.

Det var meget nøjsomme folk der boede der, de levede fattigt af lidt fåredrift og fiskeri. I et af huse boede Stinne og "Fræsen". Efter sigende havde Stinne aldrig været ovre på den anden side af fjorden og det længste mod nord var ved købmanden i Fjaltring.

Margrethe og Laurids Jensen måtte tre gange flytte deres hjem længere mod øst ved Dybå i Fjaltring, før der blev bygget høfder her. De levede af og med den barske natur ved havet, hvilket prægede dem og deres hjem. Laurids kunne fortælle historier dagen lang om livet ved stranden, - nok ikke altid helt veldokumenteret.

Og så var der den synske fisker Kristen Mollerup i Trans. Han kunne forudse de kommende strandinger og havde set Bovbjerg Fyr blinke længe før den kom på tale.

Sydvest for Bovbjerg fyr lå en lille ejendom, Vester Noesgaard, der for længst er gået i havet. Her voksede Peder Hansen op, som senere blev uddeler i Ferring Brugsforening. I sine erindringer har han fortalt om, hvordan han betaget sad ved sin far og oplevede Bovbjerg fyr blev tændt første gang den 30. december 1877. Erindringerne omhandler også de mennesker der boede i de fleste gårde, ejendomme og huse i Ferring frem til 1920

Johannes Kaasgaard, der boede i Ferring, fortæller om besættelsestiden på Bovbjerg, og ikke mindst, hvordan han oplevede kampene natten mellem den 6. og 7. maj 1945 mellem russere i tysk uniform og tyskerne. En russisk overløjtnant var blevet skudt af en tysk underofficer. Denne blev så senere fundet af en russer, der skød den tyske underofficeren. En afdeling tyskere blev drevet ned i en bunker, som russeren belejrede og flere tyskere blev skudt, syv i alt. Ruserne ville ikke tilbage til Tyskland, de været i tysk koncentrationslejr, og det ville de ikke igen. Men freden oprettedes efter et par dage.

Og så er der fortællingen og de vandrende arbejdere der byggede høfderne fra Ferring og nordpå fra 1875 og nogle år senere også mod syd. De blev kaldt børster, boede i usle skure og ingen kendte deres rigtige navne, de havde alle øgenavne.

Det er kun en et lille udpluk af de fortællinger der er samlet på de lokalarkiver der dækker sognene langs kysten.