Jordemoder på Venø

Gå til indhold

Jordemoder på Venø

Vesjyder.dk
Offentliggjort af Jens Erik Villadsen i Venø · 26 juli 2020
Tags: Venø
DA MAN FIK JORDEMODER PÅ VENØ
Vi er sidst i 1800-tallet, da var det besværligt at komme til og fra øen.
Det skulle foregå med sejlskib til Struer, og var vinden imod, skulle man krydse så mange gange, at sejladsen kunne vare op til tre timer.

På mørke, stormfulde efterårs- og vinterdage var det tillige farefuldt at sejle over, så der var ikke regelmæssig forbindelse mellem Venø og fastlandet. Man hjalp hinanden som man bedst kunne.

Men når der skulle komme et barn til verden på øen, så var man jo nødt til at komme over til fastlandet efter jordemoderen, - uanset vind og vejr. Det kunne undertiden være en farefuld sejlads.
Man ville have sin egen jordemoder
Øens befolkning var jo for lille til, at man selv kunne lønne en jordemoder. I 1884 satte man derfor sognepræsten på opgaven for at få amtet til at tage sig af sagen.
Men man havde glemt en ting, at få sognerådets anbefaling, og det lod sig ikke gøre.
Som et ældre sognerådsmedlem sagde: ”det er jo de Mænd, der har de unge Koner, som er interesserede i Sagen; det er uretfærdigt, at de ældre skal betale til det”.

Præsten opgav ikke, han tog sagen op igen med amtsrådet. Det skulle vise sig, at også i amtsrådet var man skeptiske, selvom et par gik varmt ind for der skulle findes en løsning, så Venø kunne få en jordemoder.

Andre af medlemmerne var imod, og som en sagde ”Venøboerne betaler tilsammen ikke mere i Hartkornsskat, end jeg betaler alene”.

Det endte galt, før der blev gjort noget
En stormfuld vinternat senere på året, blev holdningen ændret.
På en af gårdene skulle konen føde. Fire mænd gik i en båd og forsøgte at komme til Struer efter jordemoderen.
Det gik nogenlunde så længe man sejlede ned langs øen til syd enden, her hvor der i dag er færgefart.
Nu begyndte problemerne. Først måtte de tage sejlene ned da der kom en voldsom regnbyge, og de måtte ankre op.
Men alligevel blev de revet med af strømmen og det var ikke muligt for dem at manøvrere båden igen.
De strandede på kysten ved Hjerm og kom forkomne i land. En af dem blev så syg efter turen, at det var ved at koste ham livet.
Den fødende kvinde fik altså ikke hjælp fra en jordemoder til fødslen, men måtte klare det ved egen hjælp. Barnet døde ved fødslen.

Efter amtsrådet fik denne indberetning gav man sig. Man tilbød at betale for uddannelsen af en jordemoder, hvis hun ville forpligte sig til at blive på Venø i ti år.
En tjenestepige på en af gårdene var villig til at lade sig uddanne, og i 1892 — 8 år efter man var begyndt at arbejde for sagen – kunne hun begynde arbejdet som jordemoder på Venø.
Og hun blev der de krævede ti år, og flere til.

Kilde: M. S. J. SØNDERRIIS erindringer
Juli 2020 - Jens Erik Villadsen




© Jens Erik Villadsen - Vestjyder.dk
Tilbage til indhold