Ingeborg og Orleg

INGEBORG var født i Holstebro 1920. Faderen var smed og moderen havde ind imellem arbejde ved Færch tobaksfabrik. Men det var ikke velset på den tid, at gifte kvinder tog arbejde udenfor hjemmet.

Som ung under besættelsen ville INGEBORG ud at opleve verden og måske tjene nogle lette penge, da hun jo kun havde kendt relativ fattigdom i hjemmet i Holstebro.

Vi er i 1943 og INGEBORG har hørt, at man i Hansted og Ræhr er i gang med at bygge et kæmpe fæstningsværk, og har også hørt der er gode penge at tjene ved at være med til at bespise de mange arbejdere der er beskæftiget med byggeriet.

Hun får kontakt med nogle gamle skoleveninder fra Holstebro der er rejst derop for et arbejde i et pensionat. Snart er hun at finde i køkkenet på et af de midlertidige og nok lidt tarvelige pensionater. Hendes arbejde her bliver, at lave mad og servere det for den blandede flok af betonarbejdere der er kommet til Hanstholm.

Og det er i sandhed en blandet flok. Der er lykkeriddere der er ude på at tjene hurtige penge, så de kan etablere sig som landmand eller lignende.

Der er dem der arbejder for at arbejde og ellers bruger hele lønnen på druk og spil.

Der er dem der er flygtet, enten for tyskerne, eller en fængselsdom.

Og så er der dem der i det hele taget gerne vil være i fred for myndighederne.

Med en sådan blandet flok var det jo ikke for svage sjæle, at servicere med mad og forplejning.

Men hen mod krigens slutning kom der russere i tyske militæruniformer.

Det var russiske krigsfanger, der havde fået valget mellem at blive skudt eller gå i tysk militærtjeneste. De fleste valgte det sidste, også ORLEG.

Men russerne var ikke særlig entusiastiske mht. udførelsen af den vagttjeneste der var blevet dem pålagt. På trods af forbud, blandede de sig alligevel med civilbefolkningen i Hanstholm.

Således kom nogle af dem også på det pensionat, som INGEBORG arbejdede på, heriblandt ORLEG.

Han var en høj flot fyr og INGEBORG faldt for ham med det samme. Men det var jo absolut forbudt, så ved hjælp af gode venner lykkedes det dem alligevel at mødes i smug.

Ved befrielsen i 1945 var det kompagni som ORLEG var tilknyttet blevet flyttet til lytterstationen ved Bovbjerg Fyr.

Den 5. maj 1945 skulle de tyske soldater afvæbnes til modstandsbevægelsens folk og politimesteren i Lemvig, - før de vandrede syd på igen. Det ville de russiske soldater ikke, da de godt var klar over, at de ved grænsen ville blive sendt til Rusland og skudt på stedet.

Derfor kom det til et væbnet opgør mellem russiske og tyske soldater, hvor flere på begge sider blev dræbt, inden begge parter overgav sig og marcherede sydpå til grænsen.

Men ORLEG havde ikke tænkt sig at opgive så let, så han fandt et smuthul ved at falde om i en grøft ved Idom og blev liggende til det blev mørkt. I ly af mørket sneg han sig ind til Holstebro, bankede på hos INGEBORGs forældre, der ikke kendte ham, men dog havde hørt om ham.

Efter flere misforståelser i den kommunikation de havde med hinanden, lykkedes det alligevel ORLEG at få dem til at gemme sig på loftet i Sønderlandsgade. Da INGEBORG så kom nogle dage senere var de jo selvfølgelig lykkelige, men hvad skulle de gøre. ORLEG ville blive arresteret første gang han mødte politiet og sendt tilbage til Rusland.

Men alligevel lykkedes det for familien at få skabt en kontakt til en af oplandets gartnerier, der havde stor forståelse for ORLEG og INGEBORGs situation. Her fik han arbejde, og her kom de til at bo.

Men en dag et års tid efter, gik det alligevel galt. Politiet havde fået nys om den romantiske forbindelse med den illegale flygtning, og ORLEG blev arresteret, sendt til vestre fængsel i København og sat på næste fangetransport af illegale flygtninge fra Rusland, der via Tyskland skulle sendes til hjemlandet.

Det var en del af den fredsaftale Danmark havde underskrevet, for at russerne ville rømme Bornholm.

Men igen lykkedes det ORLEG at smutte af det stærkt bevogtede tog ved grænsen til Tyskland, og igen kom han af uransagelige veje til Holstebro. Men denne gang turde han ikke at gå direkte til Sønderlandsgade, men fik af omveje kontakt med den gartner han havde arbejdet for.

Hvad skulle de nu gøre? Jo, - igen viste der sig en mulighed. Han fik forefaldende arbejde på egnens gårde. Bønderne var jo ligeglade med, om han var efterlyst og russer, bare han kunne arbejde - og det kunne han.

Sådan gik det helt til 1950, hvor INGEBORG og ORLEG boede på Lemvigegnen, og ingen tog notis af deres status - ORLEG var jo ikke eksisterende. De fik en dreng medens de boede her.

Myndighederne har jo uden tvivl kendt til deres historie, ude af øje ude af sind.

Men en dag i 1950 mødte der en op fra politiets efterretningstjeneste, måske hed det noget andet dengang, ikke for at arrestere ORLEG, for tiderne havde forandret sig, så man var ikke længere helt så emsig.

Hans ærinde var bekymring for Orleg og familiens sikkerhed, så han tilrådede dem til at emigrere.

På det tidspunkt var man næsten overbevist om, at Sovjet ville invadere Danmark og det ville få fatale konsekvenser for familien.

Men hvor skulle de tage hen? De tænkte på Australien, USA og Canada. Det blev Canada, da det var den korteste ansøgnings tid.

I løbet af et par måneder var ORLEG blevet dansk statsborger og emigrationspapirerne i orden.

I november 1950 ankom de til Canada, og hvad skulle de så her?

I første omgang kom de til at bo og arbejde i en af Canadas mange skove, men ORLEG kunne ikke helt glemme sine år som landmand, så de flyttede til et landbrugsområde, så ORLEG igen kunne arbejde ved landbruget.

Efterhånden fik de sig arbejdet op og blev respektable borgere, med hus og var aktive i deres samfund.

De fik yderleigere to børn i Canada.

INGEBORG kom aldrig mere tilbage i Danmark, da rædslen for at Russerne igen ville komme og fange ORLEG aldrig er forvundet.

Derfor må jeg heller ikke afsløre hendes egentlige identitet, så længe hun lever, hvilket jeg ikke ved om hun gør længere. Jeg mistede kontakten til dem for nogle år siden. Familien ville ikke "findes", da de ville lægge deres Europæiske fordi bag sig. Jeg havde på fornemmelsen, at ingen i deres nye liv kendte til fortiden.

Men hvem var ORLEG ? Jeg nåede at få dette med, medens tid var.

Han døde i 2008 og var den sidste tid dement. I den tid var han tilbage i Rusland, oplevelserne ved tilfangetagelsen og rædslerne i flygtningelejren. Noget Ingeborg og familien aldrig før havde hørt om, da han ikke ville tale om det.

Men måske var det nådigt, for udadtil havde han aldrig lidt af krigstraumer, så familien var blevet skånet.