Arne Hartelius

Gå til indhold

Arne Hartelius

Vesjyder.dk
Offentliggjort af Jens Erik Villadsen i JEV BOG · 6 juni 2020
Tags: Biografibog
Ny bog om ARNE HARTELIUS – men hvem er han?

Året er 1931
I det Nordsjællandske sogn, Gurre, kommer en lille dreng til verden. Han får navnet Arne Hartelius.
Hans hjem er et lille husmandssted, hvor betingelserne for at eksistere, er, - så meget selvforsyning som det er muligt. Et princip han har taget med sig igennem hele livet.
Det er også her den livslange interesse for naturen, og især fuglene bliver vagt. Sangen og de fortællinger der ligger i dem, er også fundamentet han stadig bygger videre på.

Året er 1953
Arne er nu nyuddannet lærer fra Frederiksberg seminarium.
Han ser et stillings opslag som ”ene lærer” ved Risbæk skole i Klosterheden ved Lemvig.
Han søger og får stillingen. Ansættelsen foregår gennem telefonen, og han spørger skolekommissionens formand ”fra hvornår er jeg ansat” svaret er ”når du kommer”.
Så går turen fra København vestpå en tidlig morgen, til han en gang i løbet af eftermiddagen når Ramme station.
Han har aldrig været i Jylland før, så han havde forestillet sig en landsbyskole med gadekær. Derfor var overraskelsen stor, da han blev afleveret i et skolehus midt i den store skov.
Han tog fat med ildhu og fik nogle gode år i den lille skole.
Samtidig startede han også som spejderleder, og det er der stadig mange der mindes den dag i dag.

Året er 1960
Risbæk skole bliver nedlagt. Det samme gør de andre små skoler i Lomborg-Rom, og der bygges en ny centralskole i Lomborg.
Her fortsætter Arne som lærer til pensionsalderen, og samtidig er han kirkesanger i de to sognes kirker.

En af Arnes elever i Lomborg skole er Annette Bagger, som i et afsnit af bogen levende fortæller om sin skoletid hos Hartelius.

Da der blev bygget nye centralskoler i 1960-erne havde lærerne stadig krav på en tjenestebolig, også Arne.
Han spurgte så sognerådet, om den nedlagte Risbæk skole ikke kunne være hans tjenestebolig, hvilket de var mere end villige til.

Året er 2020
Arne Hartelius bor stadig i den nedlagte skole, og den store parklignende have er passet og plejet, som jeg næsten aldrig har set før.
Han er stadig næsten selvforsynende, i hvert fald med alt hvad der er grønt.

Interessen for fugle har han bibeholdt igennem hele livet.
Hver dag noterer han hvor mange og hvilke fugle der besøger hans fodersted, og fører statistikker. Det har han gjort alle årene i skoven.
Hans hel store passion er, at samle en lille flok til en sangeftermiddag, og det er en meget stor oplevelse at være med til.

All dette er beskrevet i bogen ARNE HARTELIUS.
Den kan købes i LEMVIG BOGHANDEL eller bestilles her:

07.06.2020 - Jens Erik Villadsen



© Jens Erik Villadsen - Vestjyder.dk
Tilbage til indhold