Johannes Kaasgaard

Han var født på Søndergaard i Ferring i 1920.

I 1950 overtog han sin fødegård sammen med sin hustru Birthe.

Fra 2007, og nogle år frem, havde jeg den store glæde, ofte at komme til eftermiddagskaffe ved Birthe og Johannes.

Og så blev der fortalt historier og anekdoter fra Ferring og om de folk de havde kendt her.

De havde da solgt gården, og var flyttet i et af de yderstbeliggende huse i Ferring med panorama udsigt over havet.

Birthe kunne fortælle om barndommen i Vandborg, det at være ung husmor på en slægtsgård, og hvordan husmoderens liv og status havde ændret sig i hendes tid.

Hun kunne også fortælle om husmoderforeningen og andre foreninger hun havde været aktiv i.

Johannes kunne fortælle om, hvordan landbruget havde forandret sig i hans levetid.

For slet ikke at tale om, hvad der var sket med en landsby som Ferring.

Han kunne huske alle de små forretninger og håndværksmestre.

Alle foreninger og måden man samledes på.

Og så havde man jo igennem hele historien haft havet som nærmeste nabo. Bare i de sidste par hundrede år var det gået rigtig hurtigt med at afgive land til naboen.

Så sidst i 1800-tallet begyndte man med høfdebyggeri ud for Ferring Sø.

Men Johannes kunne huske dele af byggeriet mod syd, ned mod Trans.

Han kunne fortælle mange historier om de omvandrende folk der kom og arbejdede ved Vandbygningsvæsenet, kaldet ’børster’.

De boede i usle hytter, og levede et liv med hårdt arbejde, masse af brændevin og spil.

Om Bovbjerg Badehotel kunne han fortælle, om de mange kendte og ukendte gæster der kom der om sommeren.

Bovbjerg Fyr, ja, det var en stat i staten, med fyrmester og fyrpassere og ellers ned af i hierarkiet.

Fyrmesteren kom sammen med præsten, degnen og de største gårdmænd. Anden mester med de lidt mindre jordbesiddere osv.

Besættelsestiden i Ferring havde store konsekvenser for daglivet, også for familien Kaasgaard, da de måtte overlade det meste af deres stuehus til indkvartering af tyske soldater.

Og så var der de, som ikke var som de fleste, men som vi i dag gerne vil høre om.

Når kaffen var drukket kørte Johannes og jeg en tur, og så fortsatte fortællingerne om stederne og det liv der havde udspillet sig her.

Andre gange gik vi rundt på Ferring kirkegård, og så fik navnene på stenene det liv, som han kunne huske.

Men til sidst blev Johannes for træt til fortællingerne. Han døde i 2014 og Birthe et par år efter.

Jeg vil her på siden, hen over tid, forsøge at formidle nogle af de kulturminder fra Ferring jeg fik givet.

Men vil aldrig kunne gengive måden og sproget fortællingerne blev formidlet på.

26.04.2020 Jens Erik Villadsen